Landerslev d. 6.2.2013.

Til region Hovedstaden.

 

Råstofplan 2012,

Høringssvar vedr. graveområde D4, Lyngerup.

 

Landerslev bylaug har følgende kommentarer til Råstofplan 2012, Graveområde D4, Lyngerup:

Vi hilser med tilfredshed de indledende bemærkninger i miljøvurdering af råstofplan 2012, om at: Udpegning af det foreslåede graveområde D4, Lyngerup vil ifølge miljøscreeningen (se bilag) få væsentlig indflydelse på indendørs støjpåvirkning, grundvandsforhold / kildeplads, støj/vibrationer og støv.

Vedr. støj og vibrationer:

Vi er uforstående over for, at der er forskellige afstandskrav til selve Landerslev landsby og enkeltstående bebyggelse. Støj og vibrationer er lige så generende i forhold til enkeltstående huse, som til Landerslev landsby, så kravet må være, at afstandskravet til enkeltstående huse øges.

Det er heller ikke angivet hvilke afværgeforanstaltninger der er tale om.

Hvordan vil de påvirke landsbyen Landerslev, natur og landskab?

 

Støv.

I indledningen nævnes også, at der vil komme støvpåvirkninger.

Dette er slet ikke kommenteret senere i miljøvurderingen, så det fremgår ikke, om det foreslåede graveområde medfører øgede støvpåvirkninger af omgivelserne.

 

Vedr. trafik.

I miljøvurdering af råstofplan 2012 er der under afsnittet: Trafik og støj nævnt, at når der i forbindelse med anlæg af en ny fjordforbindelse, kommer en ny vejføring fra Lyngerupvej til Landerslevvej, (Landerslevvej og Lyngerupvej forbindes nordøst for Lyngerup) vil trafikken fra grusgraven kunne føres udenom både Landerslev og Lyngerup .

Imidlertid har Frederikssund Byråd i skrivelse til Vejdirektoratet af 16. 9. 2011 tilkendegivet, at de ikke ønsker en nordlig del af Ny Landerslevvej.

Såfremt dette imødekommes, føres tung trafik fra grusgraven også på langt sigt gennem landsbyerne Landerslev og Lyngerup.

Se vedlagt bilag: 110916 vedr fjordforbindelse.

 

Den nuværende indvindingstilladelse er på 20.000 m3.  Hvis den udnyttes fuldt ud skal der køre ca. 2000 store lastbiler fra grusgraven hvert år.

Der er ca. 1,9 mil. m3 grus i det nye indvindingsområde. I Regionens bemærkninger i forbindelse med miljøscreeningen forventes det ikke, at indvindinstilladelsen øges. Men hvis der er 1.9 mil. m3 grus og der må indvindes 20.000 m3 om året tager det 95 år inden alt grus er udvundet.

Derfor frygter vi, at der fremover må indvindes mere end 20.000 m3 om året, men tilsvarende øget tung trafik.

 

Vedr. fortidsminder:

Midt i det nye graveområde ligger en gravhøjen Vihøj, der er fredet, med en fredningsgrænse på 100 m.

Der ligger også endnu en gravhøj og gamle diger, der mere eller mindre er forsvundet.

I hvidbogen angives, at hvis digerne er forsvundet skal de ikke genetableres.

Vi er helt uforstående overfor, at en myndighed, Regionen, udpeger et graveområde, hvor man ved der er fredede fortidsminder, og overlader det til en anden myndighed at håndhæve dette.

Det fremgår heller ikke, hvordan der sikres adgangsvej til Vihøj. Derfor bør området omkring Vihøj og de resterende dele af de øvrige fortidsminder samt adgangsvej dertil udtages af graveområdet,

 

Planlagt sti på det gamle baneareal.

I miljøvurderingen er der ikke taget højde for den planlagte sti, der skal gå i det sydøstlige hjørne af det nye graveområde på den gamle banestrækning.

 

Grundvand.

I miljøvurderingen nævnes, at i Naturstyrelsens vandplaner fra 2011 er betegnelsen kildepladszoner udgået.

Nu skal Frederikssund kommune udpege BoringsNære Beskyttelses Områder. Dette har kommunen endnu ikke gjort.

Det fremgår at der er behov for udvidelse af Femhøj vandværk.

Vi er uforstående overfor, at der kan udpeges et nyt graveområde, på et område, hvor der bliver indvundet drikkevand og hvor der er behov og planer for at indvinde mere drikkevand.

I det mindste må man afvente kommunens udpegning af BoringsNære Beskyttelses Områder.

 

Det fremgår også, at det nye graveområde ligger ca. 300 m fra nærmeste drikkevandsboring. Der henvises til en anbefaling af et mindsteafstandskrav på 150 meter fra 1980.

Da strømningen i grundvandet er fra syd mod nord, er en afstand på 300 meter ikke betryggende.

Hvis der er først er kommet forurening i grundvandet flyder den uhindret med grundvandet nordpå til drikkevandsboringen.

 

Vi står også uforstående overfor, at der ikke er forøget forureningsrisiko under gravearbejdet i grusgraven.

Al overjorden er væk og grundvandet løber kun få meter under bunden af grusgraven.

Sker der udslip af diesel eller olie fra arbejdende køretøjer eller maskiner er det øjeblikkeligt i grundvandet. Pga. af grundvandsstrømningen, forbliver forureningen ikke lokal, men føres øjeblikkelig med grundvandet nordpå nordpå mod drikkevandsboringerne.

 

Af ovennævnte grunde er vi modstandere af, at der udpeges et nyt graveområde D4, Lyngerup.

 

 Venlig hilsen

Landerslev Bylaug

Vedlagt:

Frederikssund kommunes skrivelse til Trafikministreriet  af 16. september 2011: 110916 vedr fjordforbindelse.

 

Landerslev 23.1.2013.

Region Hovedstadens: "Råstofplan 2012 er sendt i høring".

Bylaugets bestyrelse arbejder på et høringssvar.

Uddrag af REGION HOVEDSTADENS

”Miljøvurdering af råstofplan.

Hele Region Hovedstadens arbejde med råstofplan 2012 kan ses på nedenstående hjemmeside.

http://www.regionh.dk/menu/Miljoe/Rastoffer/Raastofplan/Raastofplan+sider/Raastofplan+2012.htm?WBCMODE=presentationunpublished_blank

I hvidbog 2012 er der medtaget de indsigelser mod regionens vurdering, der indkom i begyndelsen af 2012 i forbindelse med arbejdet med miljøscreeningen af råstofplan 2012.

Nedenstående er regionens konklusion vedr. graveområdet lige sydøst for Landerslev:

D4, Lyngerup

Udpegning af det foreslåede graveområde D4, Lyngerup

vil ifølge miljøscreeningen (se bilag) få væsentlig indflydelse

på indendørs støjpåvirkning, grundvandsforhold/

kildeplads, støj/vibrationer og støv. Den ressource som

kan indvindes på arealet er opgjort til 1,9 mio. m3 og

ressourcen består af sand og grus, som er velegnet til

sandfyld, nøddesten og ærtesten mv. Området som foreslås

udpeget som graveområde er beliggende i landzone

og er udlagt til landbrugsområde. Nærmeste bymæssige

bebyggelse er Landerslev beliggende umiddelbart mod

nord samt enkeltbeliggende huse øst og syd for det foreslåede

graveområde.

Trafik og støj

Det foreslåede graveområde har en nordlig afgrænsning,

meget tæt på skel til bebyggelsen i landsbyen Landerslev.

De beboere, der bor tæt på graveområdet, vil kunne

blive påvirket af gener fra entreprenørmaskiner, lastbiler

og lign. Støj og vibrationer vil blive reguleret i de enkelte

råstoftilladelser, hvor der stilles krav om overholdelse

af Miljøstyrelsens vejledende støj- og vibrationsgrænser.

For at overholde disse, vil afværgeforanstaltninger være

nødvendige. På grund af graveområdets beliggenhed i

forhold til Landerslev, vurderes det ikke muligt at indarbejde

tilstrækkelige afværgeforanstaltninger i forhold til

beboerne i landsbyen Landerslev. Områdets afgrænsning

reduceres derfor mod nord, hvorved afstanden til samlet

bebyggelse i Landerslev øges til ca. 200 meter og til

enkeltstående bebyggelse til ca. 100 meter. Herved bliver

det muligt, at etablere afværgeforanstaltninger, så de

vejledende grænseværdier kan overholdes.

Vejdirektoratet har i deres bemærkninger til miljøscreeningen

anført at graveområdet skal afgrænses mod det

planlagte vejanlæg, som er en del af den ny fjordforbindelse

ved Frederikssund. Udbygningen af vejen sker

med en ny vejføring, hvorved Landerslevvej og Lyngerupvej

forbindes nordøst for Lyngerup og syd om den

eksisterende grusgrav. Vejanlægget vil på sigt medføre,

at der kan transporteres råstoffer fra råstofgraven uden

gennemkørsel af hverken Landerslev eller Lyngerup,

hvorved den trafikale påvirkning i byerne reduceres

væsentligt.

Grundvand

Hovedparten af området er beliggende indenfor en tidligere

kildepladszone til Femhøj vandværk. Kildepladszonen

var ca. 2 km i nord/syd gående retning og 1 km

øst/vest og dækkede en del af det foreslåede graveområde.

Med vedtagelsen af Naturstyrelsens vandplaner i

december 2011 er betegnelsen kildepladszone udgået.

I stedet er det planlagt, at kommunerne skal udpege

BoringsNære Beskyttelses Områder (BNBO). Frederikssund

Kommune har ikke udpeget BNBO´er for indvindingsboringerne

til Femhøj vandværk.

 

Brev af 31. januar 2012 til Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Koncern Miljø
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød
miljoe@regionh.dk


Råstofplan 2012 - Bemærkninger til miljøscreening af graveområde D4, Lyngerup

Landerslev Bylaug har modtaget mange henvendelser fra byens borgere, som er stærkt foruroliget over forslaget om udlæg­ning af et nyt graveområde D4, Lyngerup på grund af områdets beliggenhed i forhold til Landerslev.

Ingen ønsker at bo på kanten af en grusgrav, og forslaget om at etablere en grusgrav ganske tæt på Landerslev giver anledning til stor bekymring og utilfredshed blandt borgerne.

Forslaget møder således stor modstand fra byens borgere, fordi de frygter for en lang række gener, hvis forslaget realiseres.

Den udarbejdede miljøscreening viser, at udlæg af et nyt graveområde D4, Lyngerup kan medføre væsentlig indvirkning på flere miljøparametre; indendørs støjpåvirkning, grundvands­forhold og støj.

Bylauget hilser med tilfredshed, at det på baggrund af screeningen vurderes, at der skal udarbejdes en miljøvurdering.

Bylauget er bekendt med, at borgere og myndigheder, der er udpeget som part i sagen, kan komme med bemærkninger til miljøscreeningen inden den 1. februar 2012.

Råstofplan 2012 forventes efter det oplyste i offentlig høring senere på året, og bylauget ser derfor frem til at få mulighed for at komme med bemærkninger og indsigelser til råstofplanen, når den foreligger.

Med venlig hilsen

På bylaugets vegne
Børge Aagaard Pedersen
Orebjergvej 4
Landerslev
3630 Jægerspris

 

Råstofplan 2012 

Region Hovedstaden har i forbindelse med udarbejdelse af Råstofplan 2012 modtaget et forslag om et nyt graveområde på ca. 48 ha, som omfatter hele matr.nr. 6a, Landerslev By, Gerlev. Det nye arealudlæg omfatter den eksisterende grusgrav på matrikel 6a Landerslev By, Gerlev samt ejendommen Landerslevvej 50, 3630 Jægerspris.

 

Region Hovedstaden har lavet en såkaldt miljøscreening af forslaget med det formål at afklare hvilke miljøparametre, der vurderes at kunne blive påvirket væsentligt, hvis det nye område optages i Råstofplan 2012.

 

Ifølge Region Hovedstaden viser screeningen, at udlæg af det foreslåede nye graveområde kan medføre væsentlig indvirkning på flere miljøparametre: indendørs støjpåvirkning, grundvands­forhold og støj. På den baggrund er det vurderet, at der nu skal udarbejdes en miljøvurdering.

 

Miljøscreeningen kan læses her: http://www.regionh.dk/NR/rdonlyres/A0D9E246-5B20-4811-BABC-2E7E4B49DF31/0/D4_Lyngerup.pdf

 

Råstofplan 2012 er nærmere omtalt på: http://www.regionh.dk/menu/Miljoe/Rastoffer/Rastof+sider/ 
 

Her kan man bl.a læse, at Råstofplan 2012 forventes sendt i høring i foråret 2013.

Borgere og myndigheder, der er udpeget som part i sagen, kan komme med bemærkninger til miljøscreeningerne inden den 1. februar 2012.

 

Forslaget møder modstand fra beboerne nær det foreslåede graveområde, fordi de frygter for en lang række gener, hvis planen realiseres.

 

Landerslev Bylaug har derfor taget kontakt med Dansk Naturfredningsforening og Frederikssund Landsbyråd samt bylauget i Lyngerup og en beboergruppe i Onsved for at drøfte sagen.