Det høringsnotat, som Vejdirektoratet udarbejder efter den offentlige høring, forventes at  foreligge sidst i oktober 2010.

Bylauget er imidlertid bekendt med, at Vejdirektoratet i et brev af 28. september 2010 til en borger her i området har løftet lidt af sløret. Det fremgår nemlig af brevet, at Frederikssund Kommune  har meddelt Vejdirektoratet, at kommunen ikke ønsker, at Landerslevvej lukkes, ligesom kommunen ønsker, at "Ny Landerslevvej" føres helt fra fjordforbindelsen og frem til Landerslev. Herved bliver det ikke aktuelt af forlænge Hasselhøjvej.

Baggrunden for kommunens holdning er, at der ønskes flyttet så stor en trafikmængde fra Kronprins Frederiks Bro og til en ny sydlig fjordforbindelse som muligt. Endvidere ønsker kommunen de mest optimale forbindelser mellem en ny fjordforbindelse og Jægerspris/Kulhuse-området udenn unødvendige omveje. Kommunen ønsker ligeledes at bevare den direkte gode forbindelse imellem Skibby/Lyngerup/Jægerspris/Kulhuse via Landerslevvej.

På den baggrund anser Vejdirektoratet ikke, at der er grund til at foreslå ændringer af de forudsatte vejforbindelser i de sydlige forslag.

Vejdirektoratet skriver afslutningsvis følgende:

"Såfremt det besluttes at realisere et af de sydlige forslag til en ny fjordforbindelse, vil Staten anlægge "Ny Landerslevvej" som skitseret i VVM-redegørelsen. Derefter påregnes vejanlægget overdraget til Frederikssund Kommune, og vejen vil herefter få status af kommunevej - på samme vis som Landerslevvej har det.

Det må derfor forventes, at eventuelle hastigheds- eller støjdæmpende foranstaltninger eller andre tiltag, der kan reducere generne for beboerne langs Landerslevvej, vil skulle besluttes og gennemføres af Frederikssund Kommune."